Kender I dét, når ens verden falder sammen om ørene på en, himlen falder ned og alle ens venner har deres problemer; men du har det egentligt rimeligt okay? Så føler man sig pludseligt udenfor - på et helt andet plan.
Ja, det er en lidt underlig fornemmelse; dét, at være ensom i Paradis. For en gangs skyld er græsset grønnest i min have - og den er vel at mærke belagt med flise, og desuden dækket af tøsne.
Når man ikke har nogen at være glad med, så bliver man langsomt sådan lidt... apatisk?
fredag, januar 15, 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar